15.02.07
Kategoriseret under Religion af thor
“Du burde ikke gå med den der”, sagde min gamle fader og stirrede vist på Thorshammeren om min hals.
“Øh?” sagde jeg uforstående. Min fader er nemlig en anerkendt gudsfornægter med hang til drag-queens. Hvad skulle en Thorshammer kunne gøre ham?
“Den er jo et stærkt religiøst symbol, ligesom korset”, uddybede han.
Ikke et sekund faldt det ham ind, at det er netop derfor, jeg går med den.
Han fortsatte med et par nedgørende bemærkninger, om den sære forening af asatroende. Og han som ellers er så tolerant…
Om jeg tror på Odin og Thor? Historierne er jo meget gode. Sådan set sjovere end biblen… og ligesom biblen skal de jo ikke forstås som konkreter.. Begynder man først at tolke på dem, så får man en uhyre spændende religion frem, som forholder sig til liv, død og moral på en måde, der passer mig godt.
Nej, jeg tror ikke på, at Thor kører henover himlen i sin bukkevogn, når det tordner. Men jeg tror, at der i mig findes en styrke, som Thors, og en tåbelig vrede, som når han tankeløst smider rundt med sin hammer.. Jeg tror på symbolikken. På at alle kvinder indeholder en Sif, en Freja og en Frigg. Det er forskellige roller til forskellige situationer og en måde at tale med og om de kræfter, der rør sig i os allesammen.
Men jeg tror ikke, jeg orker at forklare min far det.
Permalink
02.02.07
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af thor
En af de mærkeligere former for tidsfordriv er at surfe på nettet efter oplysninger om personer, man kender - eller kendte engang. Prøv selv. Det er bare at google på navnet…
Og når nu den bedre halvdel vender hjem fra dagens dont og spørger mig, hvad jeg har brugt min sygedag på (udover at være meget forkølet og have snotforstyrrelser på synapserne), så er svaret faktisk, at jeg har brugt hele dagen på, at google efter en tidligere kæreste. Måske skal man ikke altid være ærlig?
Det er vel 15 år siden at vi gik fra hinanden - denne kæreste og jeg - og det var ikke noget nemt brud. Vi skiltes ikke som venner, hvad der er forståeligt nok. Jeg havde været et fælt svin undervejs… men faktisk er netop denne kæreste et af de mennesker, der har betydet allermest i mit liv. Og her - 15 år senere. Grå hår, rynker, ægteskab og børn med en anden senere, er jeg blevet grebet af en desperat trang til at vide, hvad det er blevet af denne kæreste. Hvordan ser sådan en ud i dag? Gift? (Med hvem? Jeg føler et mærkeligt sting af jalousi. Det skulle jo have været med mig…)
Internettet fortæller mig om uddannelse og akademisk karriere, men så ender sporet pludseligt, blindt i en lingvistisk afhandling, der er et par år gammel.
Føler mig som en lurvet spion og alligevel fuldstændig idiotbesat af at vide mere. Hvor nu? Med hvem?Hvorfor? Hvordan? Efterlod jeg alligevel minder, der var ligeså gode, som dem jeg selv har?
Hvorfor denne sære trang? Og hvad ville jeg egentlig sige, hvis vi pludselig mødtes?
Permalink
